VI STØTTER BRYSTERNE
Hvert år får over 5500 kvinder i Danmark konstateret brystkræft, og det gør sygdommen til den hyppigste kræftform blandt kvinder. Med STØT BRYSTERNE-samarbejdet ønsker vi at støtte både de ramte og forskningen.
NÅR VI STÅR SAMMEN, KAN DET MÆRKES.
UANSET SKÅLENS STØRRELSE, SÅ STØTTER VI.
Køb de lyserøde favoritter og støt brysterne. Rosti donerer 20 kr. pr. solgt Margrethe-skålesæt og 5 kr. pr. solgt Classic grydeskesæt.
MØD VORES AMBASSADØRER
Bag hver brystkræftdiagnose er et menneske med en historie. Som en del af vores samarbejde med STØT BRYSTERNE har vi mødt nogle kvinder, som alle har haft brystkræft tæt inde på livet. Her deler de deres personlige historier om livet under og efter et brystkræftforløb.
DRØMMENE SKAL IKKE VENTE
I oktober 2023 mærkede jeg pludselig en knude i mit venstre bryst. Jeg havde tidligere været igennem mammografi og fået foretaget biopsi – men denne gang gik jeg desværre ikke fri.
Læs mere
Kort efter fik jeg foretaget en brystbevarende operation, som blev efterfulgt af endnu en operation. Herefter fulgte 12 kemobehandlinger og 15 strålebehandlinger, og i dag er jeg i gang med fem års medicinsk efterbehandling.
Før jeg blev syg, var jeg i rigtig god fysisk form, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det gav mig et stærkt udgangspunkt gennem mit behandlingsforløb. Jeg var forskånet for mange af de bivirkninger, som jeg havde frygtet, fortsatte med at arbejde og holdt fast i mit løb og min træning – også selvom kemobehandlingerne flere gange sendte mit immunforsvar helt i bund.
Jeg fortæller stadig med stor stolthed, at jeg bare 10 dage efter min sidste kemobehandling gennemførte Royal Run – både 10 km og 5 km. Og hvis min historie skal give én erfaring videre, er det, hvor stor en betydning min fysiske form havde for mig gennem sygdomsforløbet.
Der sker noget med én, når man pludselig bliver ramt af alvorlig sygdom og mærker, at livet faktisk har en slutdato. Jeg forstår nu for alvor betydningen af at leve i nuet, og taknemmeligheden har også ændret sig. Man begynder også at stille sig selv de store spørgsmål i livet, og pludselig bliver man bevidst om de mange drømme, man gerne vil indfri.
Kunst har altid været en del af mit liv – ikke kun som noget smukt at se på, men som perspektiv, inspiration og en anledning til samtaler mellem mennesker. Så nu er min mangeårige drøm om et galleri indfriet. Jeg er også mor til tre unge mennesker, og det er nok her, jeg mærker taknemmeligheden allerstærkest. Jeg elsker at følge dem i deres liv, deres udvikling og de beslutninger, de træffer om deres egen fremtid.
Jeg har valgt at være ambassadør for Rostis kampagne i samarbejde med Støt Brysterne, fordi jeg gerne vil være med til at sætte fokus på en sygdom, der rammer alt for mange kvinder. Og hvis min historie kan inspirere bare ét menneske til at holde fast i håbet, så har det værdi for mig.
MAN KAN IKKE VÆRE FOR UNG TIL KRÆFT
Jeg blev diagnosticeret, da jeg var 28 år, nyuddannet og lige startet i mit "forevigt job".
Læs mere
I dag er jeg 31 år, færdigbehandlet og færdigopereret – og kræftfri. Jeg bor alene i min lejlighed, som også var et igangværende projekt, da jeg fik kræft. Jeg havde været seks måneder i min nuværende stilling, var ved at blæse frem og havde alverdens planer med det job.
Det, der fylder rigtig meget nu, er alt i forhold til parforhold og børn. Jeg har en genmutation på BRCA-1, som lægger et reelt tidspres på mine muligheder, og det er bare ekstra stressende oven i alt det andet bøvl, der kommer efter en kræftbehandling – senfølger, psykiske mén og den konstante frygt for at få kræft igen.
Alle, jeg mødte undervejs, var simpelthen så støttende, forstående, omfavnende og lyttende. Jeg havde verdens bedste sygeplejersker, en forstående og omsorgsfuld arbejdsplads og virkelig gode forudsætninger gennem alt det sundhedsfaglige, som jeg blev tilbudt gennem kommunen. Jeg har fået mulighed for at komme på rehabilitering, hvor jeg fik en bedre forståelse af mig selv som kræftoverlevende og mødte nogle utrolig fantastiske mennesker.
Jeg er stadig deltidssygemeldt, fordi alting bare er hårdt. Det tager virkelig på psyken, når jeg kun er 31 år. Jeg har valgt at være ambassadør for Rostis kampagne i samarbejde med Støt Brysterne, fordi jeg i sin tid fik at vide, at jeg var for ung til at få kræft, og det er en historie, jeg har hørt fra alt for mange kræftpatienter på min alder.
HVEM STØTTER DIG
Jeg blev diagnosticeret med brystkræft i februar 2026. Selvom det er nogle måneder siden, jeg fik diagnosen, er det stadig meget skrøbeligt.
Læs mere
Jeg er bange for tilbagefald og bekymret for, om jeg kan gennemføre min kemobehandling, da jeg døjer med bivirkninger, som lægerne er bange for, kan blive permanente. Heldigvis har jeg, i den krise jeg står i, nogle veninder, som også har været igennem et brystkræftforløb. De har hjulpet og hjælper mig mere, end jeg har kunnet drømme om. Det er deres og min families fortjeneste, at jeg stadig står.
Jeg har også været så heldig at komme på et Krop & Kræft-træningshold, og mit hold har også stor betydning for, hvor jeg er i dag. Det at have nogle i sit netværk, som står det samme sted i livet som en selv, eller som har stået det sted, jeg står nu, har større betydning, end man lige aner.
Jeg har valgt at være ambassadør, fordi jeg håber, at nogle vil finde inspiration i min historie til at finde nogen i deres netværk, via sygehuset eller andre steder, der kan hjælpe med at bygge én op igen. Finde nogen, der kan være der i de svære situationer, nogen, der kender det, man står i, men skam også nogen at dele de gode oplevelser med. For de gode oplevelser vil komme igen, selvom man i starten måske ikke tror på det.
ÅBENHED OG KRÆFT MED SMÅ BØRN
Jeg fik konstateret brystkræft tilbage i november 2025 og har været sygemeldt indtil august 2026.
Læs mere
Det har været fantastisk at kunne trække stikket og kun tænke på mig selv og min familie. Og så har sygemeldingen givet mig mulighed for at deltage i Krop & Kræft, som har medvirket til, at jeg har fået nogle relationer, som jeg ikke vil være foruden.
Jeg har været igennem to operationer – én, hvor jeg fik fjernet lymfeknuder, og én, hvor jeg fik en rekonstruktion af mit venstre bryst. Herefter har jeg været i kemobehandling, og nu er jeg startet på medicinsk efterbehandling i fem år. Efterbehandlingen har medført, at jeg er kommet i overgangsalder og skal leve med de gener, der følger med. Så bare fordi jeg på papiret er kræftfri, er det nu, jeg virkelig skal leve med sygdommen og dens følger – både fysisk og psykisk.
Jeg har valgt at være meget åben om min sygdom både overfor familie, venner og bekendte. Det har været enormt befriende, at vi ikke har skullet "skjule" noget – især for vores tre børn, som vi har forsøgt at inddrage på bedste vis. Det var bl.a. min ældste datter, der klippede mit hår. Vi havde aftalt, at når det begyndte at falde af, skulle det klippes af og doneres til andre, der kunne få glæde af det. Det har virkelig gjort en stor forskel for os og hele forløbet, at vi har kunnet tale åbent omkring det. Og det er også den tilbagemelding, vi har fået fra venner og bekendte. De har været glade for, at vi har delt så meget – både på godt og på ondt.
Jeg har valgt at være ambassadør for Rostis kampagne i samarbejde med Støt Brysterne, fordi jeg synes, det er vigtigt, at der kommer fokus på, at brystkræft desværre også rammer mennesker med små børn, og at bare fordi man er erklæret kræftfri, så er kampen ikke slut – tværtimod. At få kræft er forfærdeligt, men når man samtidig har små børn, man skal være noget for, er det svært at kunne rumme sine egne følelser. Jeg har skullet lære at tage min egen iltmaske på, før jeg kan give mine børn deres på – men når man står i situationen, er det ikke altid nemt.
Mit råd til en mor med små børn er: Husk dig selv.
Giv plads til at være ked af det (også foran børnene). Inddrag dem i det omfang, det giver mening – de forstår alligevel mere, end man tror.
MEGET ANDET END SYGDOM
Jeg har valgt at være ambassadør for Rostis kampagne i samarbejde med Støt Brysterne, fordi det er vigtigt, at vi også sætter fokus på alle de andre aspekter end kun selve sygdommen.
Læs mere
Kræft er så meget mere end "bare" at være syg. I juli 2025 blev jeg opereret for brystkræft. Jeg fik fjernet en knude i mit venstre bryst og 10 lymfekirtler i min armhule. Efter operationen var jeg klinisk rask, men for at mindske risikoen for, at det vender tilbage, har jeg fået 12 kemo- og 18 strålebehandlinger. Efter min første kemobehandling fik jeg halsbetændelse og var indlagt i seks dage, fordi mit immunforsvar ikke selv kunne bekæmpe sygdommen. Det gjorde, at jeg blev ekstremt bange for at blive udsat for fremmede bakterier, og jeg var derfor meget hjemme. Det var svært ikke at kunne være med til at fejre børnenes fødselsdag for klassen, tage med til arrangementer på skolen eller med min datter til ridning. Jeg fik kemo hen over efteråret og kunne derfor kun se lidt af en kamp, når min søn spillede fodbold, fordi min krop ikke kunne holde sig varm, selvom jeg var godt klædt på. Vi havde heller ikke legeaftaler hjemme hos mig, og når familien eller mine venner var på besøg, startede de med at spritte hænder, og der var ingen krammere før fire uger efter mine kemobehandlinger var overstået, og mit immunforsvar begyndte at fungere igen. De eneste, som jeg var tæt på i den periode, var mine børn. Alle andre holdt jeg afstand til.
Oveni hele kræftforløbet var det svært, når man ikke kunne være der for sine børn, og man har konstant dårlig samvittighed over ikke at tage del i deres liv, som man plejer. Jeg er heldigvis igennem det hele nu og er så småt ved at komme tilbage. Min krop er stadig meget træt, men jeg har det godt, og jeg prioriterer de aktiviteter, der involverer mine børn.
DER ER KUN DAGE - OG DE ER LIVET
Min diagnose fik jeg fire dage før jul i 2024. Min kæreste og jeg havde været sammen i 10 måneder, var lige flyttet sammen i et generationskollektiv .
Læs mere
Min kæreste og jeg havde været sammen i 10 måneder, var lige flyttet sammen i et generationskollektiv på en gård med mine forældre, og skulle til at begynde i fertilitetsbehandling, fordi jeg har BRCA1-genet. Derudover havde jeg lige færdiggjort min uddannelse som folkeskolelærer og var startet i mit første job på en lokal specialskole i november måned.
Min oplevelse med brystkræft har egentlig været okay – hvis man må sige det? Jeg fik diagnosen triple negativ med spredning til lymfer, hvilket udløste den helt store deluxe-behandling: 16 omgange kemo af flere forskellige slags, 8 omgange immunterapi, overgangsalder, 2 blodtransfusioner, indlæggelser og akutte operationer pga. dårligt immunforsvar og 15 x 8 strålebehandlinger efterfulgt af to store operationer, som er en del af et forskningsforsøg, jeg kæmpede bravt for at få lov til at deltage i.
På trods af det hele havde jeg faktisk forventet, at min krop ville have det værre. Jeg er kommet ud på den anden side uden de store bivirkninger og har kunnet træne og spise normalt under hele min behandling. På min profil på sociale medier deler jeg ud af mit forløb med både op- og nedture og oplevelsen af, at livet går i stå i en periode, hvor man egentlig burde eskalere i uddannelse, job, familie, huskøb osv. Jeg har også egenrådigt oprettet supportgrupper for andre unge under 40 år med brystkræft og meldt mig ind i Brystkræftforeningens bestyrelse, fordi jeg gerne vil vise, at vi er flere i samme båd trods den unge alder, og dele erfaringer om livets op- og nedture.
Et godt råd, som jeg vil give, er, at livet går videre, selvom der er en frygt for tilbagefald, som man skal lære at leve med. Jeg ville ønske, jeg selv havde vidst, at det ikke nødvendigvis er en dødsdom, man får, når man får kræft, og at ikke alle får det dårligt under eller efter behandling. Ingen af os ved, hvor længe vi er her på jorden, men man kan tage et valg om at gøre den tid, man har, så værdifuld og glædelig for en selv og sine nærmeste som muligt. Der er kun dage – og de er livet.
Jeg har valgt at være ambassadør for Rostis kampagne i samarbejde med Støt Brysterne, fordi jeg gerne vil sætte fokus på de unge brystkræftpatienter. Vi er derude og har brug for hinanden til at navigere i sygdommen.
KØB SÆTTET
STØT BRYSTERNE
DET GÅR PENGENE TIL
Gennem samarbejdet støtter Rosti arbejdet for at forebygge brystkræft og hjælpe dem, der bliver ramt.
Forskning (63 %)
Forskning i bedre forebyggelse, diagnosticering og behandling af brystkræft.
Patient- og pårørendestøtte (21 %)
Gratis rådgivning og støtte til kræftramte og deres familier – bl.a. via Kræftlinjen og kræftrådgivninger i hele landet.
Forebyggelse og oplysning (13 %)
Viden og rådgivning, der hjælper flere med at træffe valg, som kan mindske risikoen for kræft.
Administration (3 %)
Dækker bl.a. ledelse, økonomi, IT samt fælles ejendoms- og personaleforvaltning.
KØB SÆTTET
STØT BRYSTERNE
Du er ikke alene
Tak til de hundredvis af kvinder, der har delt deres historie med os.
Diana, 52 ÅR
Det skal nok blive godt.
Majbritt, 53 ÅR
Ikke alle tilfælde er ens, men tankerne og bekymringerne er de samme.
Terese, 36 ÅR
Jeg lever livet, og jeg har klart fået fokus på, hvad der gør mig lykkelig.
Christina, 37 ÅR
Mit råd til alle kvinder er at reagere på den mindste forandring i brysterne – søg læge.
Bente, 57 ÅR
Jeg er stadig Bente, men på en anden måde grundet senfølgerne og kræftforløbet i sig selv.
Tina, 54 ÅR
Det er okay at være ked af at miste sit hår – også selv om alle siger "det vokser jo ud igen".
Vibeke, 54 ÅR
Vi nyder livet i fulde drag med familie og venner. Vi nyder at rejse, motionere, feste og hygge.
Birgit, 40 ÅR
Ikke mindst, så skal børnene tale med nogen om deres bange tanker.
Lise, 49 ÅR
Jeg er rask i dag, og mit forløb har været rigtig fint, selvom der er meget ventetid på prøver, operationer osv.
Pernille, 36 ÅR
Det har generelt været hårdt at få kræft igen og miste en del af mig igen – men jeg klarede det heldigvis endnu en gang.
Ágústa, 66 ÅR
Jeg var meget aktiv inden og er det stadig. Det tror jeg er utrolig vigtig at man er. Og at være positiv og snakke om det.
Charlotte, 52 ÅR
Så følger en ulidelig kamp med kemo m.m. på Rigshospitalet. Opbakket af min famile og venner. Uden dem var jeg ikke hvor jeg er i dag.
Julie, 38 ÅR
Jeg har virkelig følt mig set og hørt og taget virkelig godt om. Især af sygeplejerskerne på Onkologisk afdeling. De fortjener alle en kæmpe tak!
Malene, 50 ÅR
Da jeg blev syg, syntes jeg, alle fortællinger handlede om begrænsninger. Jeg ville have elsket, at nogen sagde: "Du får faktisk dit liv tilbage."
Kristina, 41 ÅR
Åbenhed har været en kæmpestor faktor for mig i dette forløb. Hvis jeg har en dårlig dag, så ved alle det. Jeg har ikke lagt skjul på nogle følelser.
Bettina, 53 ÅR
Det sværeste har været senfølgerne i form af bl.a. stærke smerter i skulderen og træthed. Det er dog heldigvis blevet bedre, så det kan lade sig gøre!
Michelle, 37 ÅR
Mit bedste råd er at lytte til sig selv og sine grænser – også når omgivelserne måske forventer noget andet. Det har jeg selv været al for dårlig til.
Birgitte, 54 ÅR
Min krop var helt færdig. Og så må jeg sige, at det næste svære var at komme tilbage til virkeligheden og den nye normal. Det forstod jeg slet ikke dengang.
Betina, 42 ÅR
Selv på de mørkeste dage kan håbet vokse, som det stærkeste lys. Kræften kæmper mod kroppen, men aldrig mod sjælens styrke. Du er stærkere end du tror – og du er ikke alene.
Marie, 44 ÅR
Et råd fra mig vil være at forholde sig til hvad det egentlig er man gennemgår, og tage imod de tilbud, der er omkring dig – for der er faktisk ret mange, som jeg selv sagde nej tak til.
Camilla, 48 ÅR
Vær positiv, trods det hårde forløb, der venter. Lad være med at lade dig påvirke af andres fortællinger og forløb. Hvert forløb er tilpasset dig og påvirkningen er ligeledes individuel.
Line, 51 ÅR
Jeg nyder hver dag, elsker at rejse og spise på Michelin-restauranter. Jeg vil gerne vise, at man kan komme ud på den anden side.
I dag er jeg to bryster fatttigere, men jeg har vundet livet.
Karina, 44 ÅR
Jeg ville ønske, man blev grebet, da det hele var slut. Min verden brød fuldstændig sammen, da jeg var færdigbehandlet. Ensomheden tog over, mens jeg prøvede at hele og skulle have det hele til at blive normalt igen.
Louise, 40 ÅR
Nu skal man lære sin nye krop at kende. At leve med smerter og senfølger efter kemo. At gå fra helt langt hår til skaldet og nu begynder det at vokse ud med krøller. Der er virkelig mange ting, man skal lære at elske på ny.
Malene, 52 ÅR
Det er virkelig vigtigt at tage imod tilbud om screening. 1 ud af 5 siger "nej tak", men det er bare så vigtigt at opdage det tidligt. Desuden har vi et fantastisk system, og man føler sig så tryg hele vejen igennem processen.
Birgitte, 51 ÅR
Jeg ville virkelig gerne have haft muligheden for at tale med andre i samme situation ift. at have børn i en alder, hvor der er meget bevidsthed omkring hvad der foregår, men samtidig er de alt for unge til den helt store samtale.
Cecilie, 48 ÅR
Jeg har fået en fantastisk støtte fra verdens bedste team på Onkologisk afdeling på Vejle Sygehus. Særligt én sygeplejerske gjorde en kæmpe forskel for mig og var direkte medvirkende til, at jeg kom igennem godt igennem mit forløb.
Ljubinka, 36 ÅR
Det vigtigste, jeg har lært, og som jeg gerne vil give videre, er at have tillid – selv i usikkerhed og smerte. Jeg har også lært, hvor stærk jeg egentlig er, men måske endnu vigtigere: At det er helt okay ikke altid at være stærk.
Christina, 37 ÅR
Jeg vil gerne fortælle min historie for at gøre opmærksom på, at unge bryster også kan blive syge. Og imod alle odds blev jeg ramt uden genetisk forklaring og i en ung alder. Man skal være opmærksom på forandringer i sin krop og handle på dem.
Pia, 59 ÅR
Hvis jeg skal give ét råd til andre, er det at finde noget i hverdagen, der giver stabilitet og mening – hvad enten det er arbejde, bevægelse, relationer eller små faste rutiner. Det gjorde en stor forskel for mig i en ellers uforudsigelig tid.
Sanne, 49 ÅR
Jeg lever i dag med en del senfølger. Jeg håber stadig, at nogle vil aftage eller forsvinde med tiden. Værst er fatique, føleforstyrrelser i fødderne, ledsmerter og så at jeg har fået lymfødem i min højre arm og derfor skal gå med kompressionsærme.
Anja, 49 ÅR
Noget, der var særligt gavnligt for mig, var Krop & Kræft-forløbet, hvor vi fra holdet stadig mødes.
Nogle af de ting, jeg har fået med mig på denne rejse, er kølehætterne/handsker og futter hertil den køleassistance jeg fik fra veninder, kæreste og familie.
Camilla, 52 ÅR
Jeg synes, det er så vigtig, at alle ved hvad denne grimme og snigende sygdom går ud på og hvad det indebærer. Ikke kun for mig, men også hele min familie, omkreds og arbejdsliv. Det rammer som et lyn, uden nogen forberedelse og har så stor indflydelse på et liv.
Charlotte, 48 ÅR
Jeg kæmper lidt med træthed endnu og bivirkninger med overgangsalderen, som gik jeg direkte over i pga. kemo, og med at finde livsglæden igen efter endt sygdomsforløb.
I januar 2024 var jeg på 4 ugers rekreationsophold og gik i fitness hele året 1-2 gange i måneden.
Lisbeth, 52 ÅR
Man bliver aldrig som før kræftforløbet, for nu må jeg "energiforvalte" og kan mærke, at alting bruger energi. Det er noget, som jeg aldrig har prøvet før.
Det var den værste dag i mit liv, da jeg skulle hjem og fortælle børnene, at jeg havde kræft. Det glemmer jeg aldrig.
Hanne, 65 ÅR
Tag imod alt hvad du bliver tilbudt. Jeg ville ønske, der var en app, hvor man kunne lægge opgaver ind som f.eks. vinduesvask, støvsugning osv. Folk sagde: "Du skal bare sige til." Men det kan den syge ikke. Hvis der var en app, kunne man invitere sine venner til at kigge og så byde ind.
Gitte, 56 ÅR
Min familie er mit et og alt. Vi har virkelig været der for hinanden i en utrolig svær tid. Heldigvis er vi en familie fyldt med godt humør og masse af sort humor – og det hjælper virkelig på en sygdom som kræft. Aldrig opgiv håbet. For vi skal huske på, at ovenover skyerne skinner solen.
Kristine, 53 ÅR
Et godt råd, jeg ville ønske, jeg havde fået var at følge med i min behandling. Jeg kunne godt til tider føle, at jeg var blevet sat på et tog, der kørte afsted med mig uden mulighed for at stå af. Det kan være så svært at overskue, men det er vigtigt. Og spørg om hjælp. Husk at spørge om hjælp.
Katrine, 40 ÅR
Jeg er stadig på antiøstrogen-behandling og skal være det 7 år endnu. Jeg kæmper også med kognitive senfølger som hukommelsesbesvær, træthed og øget sensitivitet.
Livet bliver aldrig det samme igen – på godt og på ondt – for den øgede sensitivitet gælder også ved alle de gode og smukke ting i livet.
Christine, 41 ÅR
Indtil videre har jeg det godt og prøver at holde mig positiv. Jeg tror på, jeg bliver helt rask, men er selvfølgelig også bekymret for bivirkninger og ikke mindst senfølger. Lige nu er jeg sygemeldt fra mit arbejde, men savner det allerede. Jeg prøver at holde fokus på motion, kost og være der for familien.
Anne-Sofie, 43 ÅR
Det vigtigste råd af alle: Nyd livet, alle de små ting i hverdagen. Alt det vi går og brokker os over betyder ikke noget i det store hele. Det er vores nære relationer, som giver mening, når alt kommer til alt.
Tjek dine bryster. Det er virkelig svært at mærke om noget er anderledes. Er du i tvivl, så bliv tjekket.
Helle, 55 ÅR
Da jeg fik konstateret kræft, tudede jeg mest over, at jeg skulle tabe mit hår, men jeg måtte konstatere at "det er bare hår". Det er også nemt at sige bagefter.
Jeg synes, at det er vigtigt at gøre opmærksom på, at alle er forløb er forskellige og at alle personer er forskellige i forhold til åbenhed og blufærdighed.
Ulla, 69 ÅR
Jeg bestemte mig allerede for den første gang, at jeg havde kun to valgmuligheder. Det var at sætte mig i et hjørne og være sur, have ondt af mig selv eller sige "Pokker nej, det skal ikke ødelægge livskvaliteten for mig eller mine omgivelser".
Jeg har et motto: Det er ikke længden af livet, men mængden af livet, der tæller.
Anette, 58 ÅR
Jeg fik konstateret brystkræft op til julen 2023 og blev opereret den 2. januar 2024. Efterfølgende strålebehandling og nu løbende kontrol og efterbehandling. Jeg har det godt og er meget taknemmelig. Jeg har fået andre prioriteringer i mit liv og bliver hele tiden klogere på, hvem jeg er og hvad jeg kan efter mit kræftforløb.
Inge, 58 ÅR
Mine senfølger er kognitive. Jeg kan ikke koncentrere mig så lang tid, bliver hurtigt træt – en træthed, som jeg ikke kan sove væk. Jeg har ondt i fødderne, når jeg står og går langt. Det summer i fødderne hele tiden. Og psyken er udfordret til tider. Pga. antiøstrogen sover jeg ikke godt om natten, og har ondt i fingerled og ben.
Janne, 59 ÅR
I 2020 gik jeg helt ned med stress, da jeg ikke lyttede til kroppens signaler om, at den/jeg ikke kunne så meget mere som den kunne før. Jeg har altid dyrket meget motion, og prøvede at komme op på samme niveau, som jeg var på inden jeg blev syg. Jeg lever nu en rolig tilværelse med gåture, vinterbader, maler og så strikker jeg meget.
Lene, 59 ÅR
Jeg tror, alle kræftpatienter tænker, vi nok skal komme igennem et behandlingsforløb på den ene eller anden måde, men frygten for tilbagefald er skræmmede og slet ikke til at holde ud at tænke på. Derfor hænger man også i med det yderste af neglene i sådan et behandlingsforløb – uanfægtet hvor mange bivirkninger, man har og hvor hårdt det er.
Rikke, 55 ÅR
Jeg har haft en rigtig god balance i min krop under og efter mit kræftforløb, hvilket har gjort mit forløb langt lettere
– ikke nogle udsættelser af behandlinger, ingen kvalme, ikke sengeliggende, ingen ømme led eller noget i bevægapperatet. Verdens bedste nattesøvn under hele forløbet. Jeg er glad, positiv og dybt taknemmelig, fordi jeg fik livet tilbage.
Tina, 47 ÅR
Heldigvis er alt godt, men angsten for kræft, tilbagefald og ikke at se mine børn vokse op har fyldt i den seneste tid. Det er et livsvilkår for alle os, som overlever en kræftdiagnose, og det er der jo efterhånden heldigvis mange, der gør. Men trods glæden over at overleve, så er vi for altid forandret og skal lære vores nye jeg at kende på godt og på ondt.
Jennifer, 43 ÅR
Et godt råd, når man får diagnosen er, at man bare hopper på toget og lader de faglige styre det. Det eneste jeg fokuserede på var min næste aftale, da det ellers virkede alt for uoverskueligt.
Og så fandt jeg Ungkræft – et fantastisk fællesskab, så man ikke følte sig alene. Jeg endte med at blive frivillig, da jeg var færdigbehandlet og har fået venskaber for livet.
Tina, 54 ÅR
Jeg er nu 100 % tilbage på job, men lever hver dag med bivirkninger efter behandling, bl.a. fatigue, ledsmerter, koncentrationsbesvær for bare at nævne et par stykker.
Når folk siger til mig: "Hvor er det godt, at du er tilbage til dit gamle jeg", så bliver jeg lidt ked af det. For med det, jeg har været igennem, bliver jeg på godt og ondt, aldrig mit gamle jeg igen.
Rikke, 36 ÅR
Hvis jeg skal give et råd til andre i samme situation, så er det: Slip kontrollen, så meget du kan, og lad fagfolkene tage kontrol over behandlingen, og brug tiden sammen med dine nærmeste i stedet.
Jeg ville gerne have vidst eller være blevet bedre informeret om livet efter kræft – at bare fordi du er kræftfri, så er du ikke rask. Den del har været hård for mig at acceptere.
Jane, 70 ÅR
Jeg tænkte, at det var godt, det ikke ramte mine piger eller pige-børnebørn. Det ville jeg ikke have kunnet klare. Jeg er ret alene med tankerne, da ingen spørger ind til mit forløb eller ringer for at høre hvordan det går. Det er lidt skuffende, da jeg altid selv er god til at spørge ind til andre, men jeg tænker bare positivt og tror det er fordi, de har så travlt i hverdagen.
Sandra, 58 ÅR
Du får masser af hjælp under behandlingen: samtaler og mennesker, du kan være sammen med og snakke om det, vi nu er igennem. Når du er færdig, så er du alene. Du står der og tænker: Hvad nu? Hvad skal jeg? Hvem er jeg? Og angst for om det kommer tilbage.
Jeg har accepteret, at jeg ikke er den samme som før sygdommen, og jeg bliver det nok aldrig – men jeg har et godt liv på trods.
Charlotte, 61 ÅR
Jeg vil gerne give mit håb og tro på, at man kan komme godt ud på den anden side. Motion og et lyst sind kan gøre en forskel samt at man er åben og om sygdommen, da man jo ikke hos mig kunne se at jeg er opereret for cancer, da jeg ikke får stråler, men jo er påvirket på psyken. Jeg ville gerne have vist, at man ikke er syg/har ondt af cancer, men af den efterbehandling, som man får.
Mai-Brit, 61 ÅR
Jeg er som person meget nysgerrig og har derfor hele vejen igennem takket ja til alt, hvad jeg er blevet tilbudt af hjælp som f.eks. motion, indsigt og har også selvstuderet, hvad der rør sig indenfor området. Jeg er med i flere Facebook-grupper om kræft og har socialiseret med flere medpatienter efterfølgende, hvilket giver indblik og oplysning i hvordan andre oplever den nye hverdag.
Belinda, 43 ÅR
Jeg er blevet tilkendt flexjob, da jeg desværre har fået en del senfølger såsom lymfødem i højre arm. Alle mine lymfer blev fjernet pga. kræft og derfor bruger jeg både kompressionsærme/handske samt en maskine hver dag. Jeg har også problemer med min hukommelse samt nerveskader efter kemobehandlingen, men jeg prøver at starte positivt hver dag og nyde, at jeg faktisk er erklæret kræftfri.
Susanne, 60 ÅR
Jeg dyrkede sport inden kræften. Primært badminton og motionsløb. Jeg har trænet næsten hele tiden, dog ikke muligt pga. træthed, da jeg var i strålebehandling. Men jeg har efterfølgende løbet meget, både mange både halv- og hel marathons. Jeg vandrer meget og langt.
Du er aldrig selv herre over, hvilke ydre omstændigheder der rammer dig, men altid over hvordan du vælger at reagerer derpå.
Benedicte, 59 ÅR
Jeg har igennem hele forløbet beholdt godt humør og troen på, at det går godt – så jeg kan kun sige, at man skal få det bedste ud af det. Lad være med at dvæle for meget i alt det triste og så skal man se positivt på det hele.
Husk at fejre de små sejre – også når en kemobehandling er overstået. Det betyder, du er tættere på mål. Vær åben og tal med din omgangskreds om det i stedet for at gå med det selv.
Stine, 45 ÅR
Det er blevet tydeligt, at selvom man er opereret "rask" så bliver man aldrig den samme igen.
Ved mammografi og scanning fik jeg taget en biopsi, hvor lægerne allerede forberedte mig på, at der formentlig var tale om brystkræft. I den periode følte jeg ikke så meget. Jeg steg på toget og fulgte med. Her nogle måneder efter står jeg i den situation, at jeg på papiret er rask – men aldrig har været med syg.
Nelli, 42 ÅR
Selvom jeg er færdig med den aktive behandling, fylder senfølgerne stadig en del i min hverdag. Jeg lever blandt andet med lymfødem i brystet, fatigue og kognitive udfordringer, som gør, at jeg ikke altid kan det samme som før.
Mit sygdomsforløb har ændret mit perspektiv på mange ting, og jeg er blevet mere opmærksom på at finde en balance i hverdagen og prioritere det, der betyder mest – især min familie.
Anne, 35 ÅR
Jeg ved ikke om jeg på den måde kan beskrive min oplevelse. Med få ord vil det nok være “en rutsjebanetur”, ensomhed blandet med taknemlighed og LIVET ER NU. Det er jo også en form for råd. Et andet råd ville nok være: Tag et aktivt valg – hvad end man vælger. Om det er meget fritid eller 80 timer på jobbet om ugen, så længe man er bevidst om sit valg og ikke overordnet vil gøre det om hvis man om 5, 10 eller 20 år ser tilbage.
Gitte, 57 ÅR
Jeg blev desværre ramt af senfølger og kom aldrig tilbage til et normalt arbejdsliv.
Mit første Støt Brysterne-løb var i 2020 sammen med min familie – et meget vigtigt og følelsesladet øjeblik for os alle, men især mine piger.
Jeg er kræftfri i dag, seks år senere, men mit liv bliver aldrig det samme igen. Jeg er stadig i gang med at forstå, hvad det her har betydet for mit liv, og hvordan det også har påvirket dem omkring mig.
Jeanne, 64 ÅR
Jeg kunne slet ikke finde ud af at være rask. Jeg sad hjælpeløs i sofaen og følte, at de hvide kitler, som længe havde haft min ryg, var væk. Og nu skulle jeg finde mig selv igen. Den var svær og hård, men jeg er generelt et positivt menneske, så jeg hev mig selv op. Ja, vi skal alle dø en dag, men alle de andre dage skal vi leve, så mine prioriteringer ændrede sig. Vi får det bedste ud af hver eneste dag – for det skylder vi livet.
Dorthe, 50 ÅR
Mit råd til andre med brystkræft er, at man virkelig skal lytte til sin krop.
Menneskerne i mit liv er som en bus. Nogen sidder oppe foran og er der hele tiden, nogen sidder midt i bussen og er der for mig en gang imellem. Nogen sidder bagerst og er der næsten ikke. Nogen er stået af og nogen står af. Men der stiger også nogle nye på bussen. Dem der er stået af og står af, har jeg ikke brug for. Jeg vil kun bruge tid på dem, der vil mig.
Helle, 43 ÅR
Det har været vanvittigt hårdt, men jeg synes også, jeg har fået noget positivt med mig. Jeg er blevet ret bevidst om, at i morgen ikke er givet, så vi skal huske at leve. Jeg sætter mere pris på mit liv, på hverdagen og ikke mindst på mennesker omkring mig. Jeg føler mig stærkere og mere modig og faktisk også mere glad. Jeg vil rigtig gerne være med til at give andre kvinder, der bliver ramt af brystkræft, håb og vise, at man kan komme godt igennem.
Sophia, 36 ÅR
Under mit sygdomsforløb forsøgte jeg at fortælle mig selv og omverdenen, at jeg stadig bare var mig, Sophia, som i "gamle dage". Men med årene har jeg erkendt og accepteret, at det er jeg ikke. Jeg har ændret mig på både godt og ondt efter det forløb, som virkelig gav mig et andet perspektiv på livet. Det har jeg taget med mig i mødet med andre:. Alle kan bære en rygsæk, som bare ikke er synlig for andre, men som former os til dem vi er og dem vi vælger at være.
Stine, 62 ÅR
I forhold til den fysiske del, så fik jeg lymfodemer og kunne ikke længere cykle, når vi hver sommer var på cykelferie med vores børn og et hold venner. Jeg måtte stoppe med fodbold, og kunne ikke længe står for husligt arbejde. Jeg fik en mindre depressions, men hver dag gjorde jeg noget som jeg vidste, at jeg var glad for tidligere. Jeg begyndte at meditere og færdiggjorde min pædagoguddannelse. Jeg kom godt ovenpå igen, men havde en latent angst for tilbagefald.
Louise, 41 ÅR
Jeg ville godt have vidst, at selvom man bliver erklæret kræftfri, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er rask. Forløbet efterfølgende kan være enormt hårdt, og det kan være svært at acceptere – især fordi ens omgivelser ofte har opfattelsen af, at når man er erklæret kræftfri, så er man tilbage til den, man var. De kan have svært ved at forstå hvor udfordrende det er med senfølger, men det kan også være svært selv at forstå, fordi man gerne vil videre.
Joan, 55 ÅR
Jeg er en "do'er", så jeg handler mig ud af de svære situationer. Jeg spørger altid mig selv: "Hvad kan jeg selv gøre?". Den egenskab har helt sikkert hjulpet mig godt igennem behandlingsforløbet og med at klare senfølger som hedeture, ledsmerter og dårlig søvn.
Jeg har haft kæmpe opbakning fra familie og venner. Jeg er så heldig!
Kan man bevare fokus på den positive skala, kan man klare det meste. Jeg tror, det er positivismen, som jeg kan bidrage med og måske inspirere andre med.
Katja, 51 ÅR
For mig var det vigtigt at komme godt fra start. Jeg satte mig ind i mange ting, og har fundet meget støtte på Instagram hos andre, der har været igennem brystkræft eller er midt i det.
For mig var det vigtigt at finde ro fra start, og prøve at stå stærkt via mad, motion, søvn, indre ro og et positivt sind. Og så er jeg meget åben omkring min situation. Det holder for det meste, men der er jo altid bump på vejen.
Jeg har brugt kølehætte fra Rapunzel, som også har været en styrke for mig.
Lea-Sofie, 31 ÅR
Et af mine bedste råd er, at tage imod hjælp. Uanset om det er praktisk eller følelsesmæssigt. Jeg har altid været den der hjalp andre, og ikke den, der bad om hjælp. I mit kræftforløb fandt jeg ud af, at mine nærmeste fik rigtig meget ud af at hjælpe mig, og jeg slet ikke var til besvær. Det var lidt en omvendt gave at give, og på den måde hjalp vi hinanden.
Ingen kan love dig i morgen – og hver dag er både en dag mere med dem, du har kær, og en dag tættere på det mål, du kæmper dig hen imod.
Mette, 56 ÅR
Det var naturligvis et kæmpe chok og min største skræk var, at jeg skulle dø og dermed efterlade mine to piger uden deres mor. Måske netop dette fyldte mig med en voldsom styrke og energi til at kæmpe for at overleve, til at dele med "verden", at det også kan gå godt, selvom man får kræft.
Undervejs i forløbet var mine livliner humor og kommunikation til at holde mig ovenpå, til at føle mig normal og ikke syg eller døende.
Livet er kun til låns, så jeg øver mig i ydmyghed, taknemmelighed og i at leve livet til fulde.
Helle, 50 ÅR
Gør noget, der holder dig beskæftiget, mens du er i behandling, hvis behandlingen ikke slår dig helt ud. Jeg gik rigtigt meget, mens jeg var syg. Min. 5 km hver dag. Og sidst, men ikke mindst: Vær så åben, som du kan. Det kommer ti-foldigt tilbage. I dag gør jeg hvad jeg kan for at holde mine sen-komplikationer på et minimum. Gåture, styretræning samt en god og nærende kost.
Jeg ville selvfølgelig gerne have været mit forløb foruden, men jeg har også lært en masse. Og det har gjort mig til den jeg er i dag. En stærkere version af mig selv.
Kathrine, 34 ÅR
Jeg er overrasket over, hvordan det kan blive "hverdag" at være i lang behandling for en alvorlig sygdom. Med små børn, har vi prioriteret dem og deres kendte rutiner og forsøgt at få hjælp til det praktiske. Jeg har også brugt mine egne forældre meget, så min mand har kunne have fokus på børnene. Derudover har jeg prioriteret at holde fast i mit arbejde under behandlingen, da det har været et stort frirum og afbræk. Så et god råd er, at holde fast i det kendte så vidt muligt og prioritere det, der giver én energi og et afbræk fra sygdommen.
Jacqueline, 46 ÅR
Jeg havde en idé om, at jeg ville kunne arbejde gennem hele forløbet, men blev overvældet over hvor syg jeg blev, og hvor meget behandlingen stadig påvirker mig. I dag har jeg afsindig mange smerter i mine ben, og min hverdag er begrænset af min fysiske formåen. Der er mange ting, jeg gerne ville have vidst inden, og jeg føler mig heldig over, at jeg vidste så meget i forvejen. Det er hårdt arbejde at blive diagnosticeret med kræft og behandlingen er meget hårdere end jeg forventede. Jeg kom igennem det med min familie og mine venners store opbakning.
Mette, 40 ÅR
Jeg har en del senfølger af mit forløb og behandling. Især træthed og kognitive udfordringer er flyttet ind. Det samme er angst, som jeg er i medicinsk behandling for, da det åd min hverdag op og intet andet kunne tæmme det.
Det sværeste for mig lige nu er, at mine senfølger er "usynlige". Jeg ser normal ud igen: mit hår er langt, farven i kinderne er tilbage, jeg er blevet rekonstrueret og jeg smiler. Men ingen kan rigtig se indersiden og de ting som bare er så forandrede. Og det at skulle forklare den slags for folk, er næsten en uoverkommelig opgave.
Suzann, 53 ÅR
Noget der var vigtigt for mig, lige da jeg havde fået diagnosen, var at tale værste scenarie igennem. Jeg bad folk holde mund, når de prøvede at muntre mig op og bagatellisere det. De skulle bare lytte og lade mig tænke og tale scenarierne igennem, så jeg kunne være forberedt bedst muligt i forhold til planlægning af min fremtid. Jeg er selv uddannet sygeplejerske og ved en del om hvordan man reagerer i krise. Alligevel er jeg blevet lidt overrumplet af mine egne reaktioner. Hvor mit fokus var, hvad jeg hørte hos lægen og hvordan jeg læste tekster omkring kræft.
Anette, 40 ÅR
Samtidig skete der noget andet. Jeg blev alene. Alene med sorgen. Alene med frygten. Alene med ansvaret for et lille barn, der stadig har brug for sin mor – hver eneste dag. Der er øjeblikke, hvor jeg har følt mig fuldstændig knust. Hvor det hele har været for meget. Hvor jeg ikke har kunnet kende mig selv. Men jeg er stadig her. Jeg står op hver dag. Jeg kæmper. For mig selv – og for Leonora. For midt i alt det her, findes der også noget andet: En vilje til at overleve. En styrke, jeg ikke vidste, jeg havde. Og en kærlighed, der er større end alt det, der prøver at slå mig ud.
Annette, 55 ÅR
Jeg ville ønske, at jeg havde fået mere af vide om tiden efter kræft, når det hele er overstået. Jeg ville ønske, der havde været mere materiale og mennesker med min kræftform , som jeg kunne spejle mig i under mit forløb.
Du er alvorligt syg – det var som om, at jeg ikke selv fattede det.
Du behøver ikke at holde dig oppe og være stærk. Det er okay at bede om hjælp – også selv om det er svært og det er dig, der er vant til at være den, der holder andre oppe. Giv dig tid til at komme ovenpå igen og tag imod, når andre tilbyder sig. Det fortryder jeg meget, at jeg ikke var bedre til.
Matilde, 51 ÅR
Jeg har fået tatoveret en strofe fra en oldgammel sang på min arm, og den har haft stor betydning for mig under og efter mit sygdomsforløb. På min arm står der: "Styrke for dagen og håb for i morgen". Det er blevet to nøgleord for mig, og den sætning hjalp mig på de svære dage, hvor jeg var meget syg. Det hjalp mig til at se fremad, og finde fred i at tage en dag af gangen. Jeg ville ønske, det ikke havde været så hårdt for min familie, men jeg håber meget, at mit håb har smittet af på dem. Det er i hvert fald, det vi står tilbage med nu: Der er altid et håb om, at det er bedre i morgen.
Anja, 49 ÅR
Hvis jeg kunne lave noget om, ville jeg ønske, jeg havde haft modet til at tage en dag ad gangen, i det tempo min krop kunne holde til. I stedet tænkte jeg kun på hvornår, jeg fik lov at være mor, have mit lange hår igen, gå på arbejde og være den kvinde min mand forelskede sig i. Der er ingen tvivl om, at jeg mistede mig selv i min iver efter "at blive normal" igen. Det har taget mig mange år at forstå, at jeg ændrede mig den dag lægerne fortalte, at den godartede bindevævsknude var en ondartet triple negativ kræftknude. Den dag faldt jeg ned i et sort hul – og jeg skulle bare tilbage igen.
Mette, 56 ÅR
I dag ser jeg mig selv som "Mette version 2.0". Forløbet har udviklet mig personligt og jeg oplever, at jeg er blevet en stærkere og mere bevist kvinde, mor, hustru og veninde.
På mine kemodage – mine hygge- og selvforkælelsesdage – skabte jeg små, positive ritualer. Jeg startede dagen med en løbetur, efterfulgt af et bad, iførte mig nyindkøbt tøj og spadserede til behandlingen. I kemostolen slappede jeg af med meditation eller en lydbog. Derefter ro og selvforkælelse derhjemme med en lækker surdejsbolle og te.
Mit motto undervejs har været: "Nogen går til keramik om onsdagen. Jeg går til kemo.
Anna, 33 ÅR
Jeg sidder nu "rask" og skal finde vej tilbage med senfølger, tanker og kærlighed til livet.
Men hvordan gør man det? For helt ærligt, hvem er jeg nu? De konstante forandringer, som min krop har været udsat for, har sat sine spor. Angsttankerne presser sig på i nattens mørke, når resten af familien sover.
At acceptere, at jeg ikke vender tilbage til det "normale", er svært. At lære det "nye normale" at kende er endnu sværere. Hver fase i et kræftforløb er benhård, men jeg var ikke forberedt på, hvor hård tiden efter er. Og hvor hårdt det stadig er – selv her seks måneder efter endt behandling og operation.
Rina, 51 ÅR
Havde jeg bare vidst hvordan det var at miste mit hår og følelsen, som jeg havde over det. Jeg har jo læst hos mange, at det nogle gange fyldte lige så meget som det at have kræft, forstå mig ret. Ens kvindelighed blev fuldstændig taget fra én. Der skal også meget mere fokus på det arbejde, som de skønne sygeplejersker gør for os, når man er i et kemoforløb. De er så sindssygt skønne og er der bare for en. Og sidste ting: Lad være med at læse om ens sygdom alle steder. Jeg læste og søgte slet ikke nogen steder om det, og det tror jeg hjalp ret meget, så jeg ikke fik endnu flere bange-tanker end jeg havde i forvejen.
Mette, 56 ÅR
At blive kastet ud i et kræftpakkeforløb er voldsomt – også for en som kender systemet indefra. Alle de undersøgelser, ventetider og usikkerheder, har været ganske forfærdeligt. Jeg ville ønske, at vi som mennesker kunne rumme langt flere informationer ad gangen, men det kan vi ikke og der er så meget man har fået at vide, men som alligevel er glemt. Al den digitale information er virkelig meget og det er nu for mit vedkommende bedre som et stykke papir i hånden. Et godt råd: Husk at bruge dit netværk og hver åben omkring din situation. Det gør ikk eondt at dele ud af tanker. Vi er så mange derude. Alle vil dig det godt.
Rikke, 55 ÅR
Jeg gerne vil være med til at fortælle om et "normalt" forløb og vise, at der er håb og at det nok skal gå. Jeg havde selv et stort behov for at læse og høre fra kvinder, som var kommet godt igennem forløbet og lade mig inspirere af, hvordan de havde gjort – både fysisk og mentalt. Min oplevelse er, at når man nævner kræft, så er det alle de forfærdelige historier som kommer i folks bevidsthed – og så var det faktisk mig, som skulle berolige og fortælle, at det nok skulle gå. Jeg vil gerne være med til at fortælle, at der er et liv, der skal leves, selvom man har fået brystkræft og at man selv kan træffe nogle valg undervejs.
Berit, 37 ÅR
Jeg fik brystkræft lige inden corona, hvilket vil sige, jeg var i behandling, mens alt var lukket ned – så mine oplevelser virker nogle gange langt fra andres, og jeg kan faktisk godt blive "misundelig" på dem der har kræft nu, og som bliver tilbudt både det ene og det andet. Derfor er jeg også stadig tilknyttet diverse kræftgrupper, som fx. Livskræften i Odense, fordi jeg føler, jeg mangler og har manglet nogle ligesindede – og for at vise, at der faktisk er et liv på den anden side. Jeg ville rigtig gerne have vidst noget mere om alle de senfølger, der kommer og hvor svært det faktisk er at blive erklæret rask – særligt mentalt. For så skal man bare passe sig selv.
Carina, 48 ÅR
Jeg fik sådan en god behandling. Og jeg mødte så mange dejlige mennesker i de kemo-stole – alle med deres helt egne og rørende kræfthistorier.
Jeg lavede mad. Sund mad. Jeg inviterede gæster. Især mine forældre havde jeg tit til spisning.
Jeg gik ture i skoven med min hund. Lange ture. Naturen spiller en stor rolle i mit liv.
Og så var jeg bare enormt positiv omkring alt. Og glad. Glad for alt. Der var intet, der kunne slå mig ud. Jeg var stærk. Og jeg følte mig stærk og uovervindelig.
Jeg skrev mig også ud af det. Jeg oprettede en Instagram-profil, hvor jeg skrev om hvordan jeg havde det. Jeg blev blæst bagover af alle de positive svar fra folk, der læste med. Og som mente jeg var den "gode" kræfthistorie.
Astrid, 62 ÅR
Jeg ville have ønsket, at jeg havde kendt til brystkræftgruppen på Facebook, inden jeg blev opereret og fik stråler. Jeg fandt den først bagefter. Men den er god at være i fordi, der er altid nogle der kan hjælpe, hvis man har brug for det. Og et af de råd jeg selv giver til dem, der bliver ramt af brystkræft er: Tag et skridt af gangen. Den næste tid bliver sej. Der er meget at holde styr på. Men lad være med at blive frustreret over, at du ikke selv bestemmer så meget. Der er rigtig mange aftaler på sygehuset, men sørg for noget selvforkælelse, når du har mulighed for det. Og lige pludselig er du igennem det.
Nogle med senfølger. Jeg har selv fået lymfødem i min højre arm og har også mange føleforstyrrelser i armen.
Mia, 43 ÅR
Et godt råd: Vær åben og tal om det. Involver børn og familie – lad dem være med. Stå ikke alene – tag imod det,som dit netværk tilbyder dig. Brug kun paryk og brystindlæg, hvis du ønsker det. Jeg valgte alt fra og er slet ikke sikker på, jeg vil have nye bryster, hvis det bliver muligt.
Jeg begynder at finde mig selv igen, men det er hårdt. Jeg står med følelse af frygt, tab, sorg, taknemmelighed, ensomhed i den situation jeg er i, glæde, lykke, højt selvværd, lavt selvværd, høj selvtillid, lav selvtillid. Jeg oplever et liv i modsætninger mere end nogensinde. Men der er noget power. Noget power i mig til at forblive åben, være en rollemodel for andre, kæmpe for kvinder, være med til at oplyse andre kvinder og være en støtte.
Sabrina, 49 ÅR
Både familie, venner og arbejdsplads har været en kæmpe støtte i det her forløb. For mig har det hjulpet meget at være åben omkring mit forløb. At fortælle det gode og det dårlige. Man må hellere end gerne spørge til hvordan det går, men man skal være klar på at jeg ikke ved hvordan jeg reagere – der kan komme tårer.
Tag imod alt den hjælp, man kan få. Jeg har været virkelig glad for at deltage i et "Fra kræft til kræfter"-forløb i Horsens kommune og møde andre, der står i samme situation som en selv.
Det er vigtigt at huske på, at livet stopper ikke fordi man får kræft. Det ændrer sig og der vil være mange op- og nedture. Det er okay at spørge om hjælp for man kan ikke være stærk hele tiden. Det tager tid at lande i en ny virkelighed og ikke vide hvor det ender.
Metteline, 50 ÅR
Mit forløb har givet mig en dyb forståelse for både sårbarhed, styrke og en stor taknemmelighed for livet. Jeg lever et aktivt og meningsfuldt liv med de begrænsninger, som kroppen har, og finder glæde i både det nære og det store i livet.
Fornyeligt ringede min søn og spurgte mig, hvad jeg ville lave, hvis jeg blev kræftsyg i dag. Jeg svarede, at jeg intet ville lave om. Jeg elsker mit liv, min familie og mine venner – dog kunne jeg bagefter sidde med en følelse af, at jeg som minimum har lært dem at elske det liv, de lever og ikke tage det for givet samt tak for, at vi kan snakke om både det svære og det gode i livet.
Hvis jeg skal give et råd videre, er det at have tillid til, at man kan komme igennem mere end man tror. Også når vejen er ustyrlig lang og knap så køn.
Mie, 42 ÅR
Mit råd til andre kræftramte er, at motion er godt og kan gøre utrolig meget for bivirkninger og dit ve og vel under behandlingen. Jeg gik på Krop & Kræft og her mødte jeg de mest fantastiske mennesker. Vi er lidt over en håndfuld, som stadig mødes. Vi griner og græder sammen og er blevet venner for livet – dog har vi også mistet nogen iblandt os, og her kan vi være ekstra støttende med det særlige bånd vi har sammen. Vi behøver ikke altid fuldføre en sætning, for alle ved hvad man mener.
Et godt råd fra andre, kunne have været: Tag det roligt. Selvom du er blevet erklæret rask og måske startet på arbejde, så tag tingene i eget tempo.
Det største råd jeg kan give til andre: Tag ikke til en samtale alene på sygehuset. Det gjorde jeg, den dag jeg fik beskeden om, at jeg havde kræft.
Sarah, 47 ÅR
Hvis jeg skal give et råd videre til andre i samme situation, er det at forsøge at holde fast i det positive og tage en dag ad gangen. Det er ikke altid let, men for mig gør det en stor forskel for, hvordan jeg kommer igennem forløbet. Jeg prøver samtidig at gøre gode ting for mig selv undervejs – som sauna, yoga, breathwork, gåture i naturen med min hund og tid med familie og venner. Det giver ro, energi og styrke i en tid, hvor alt kan føles uoverskueligt.
Sidste gang, da jeg fik kræft, var jeg ikke lige så åben. Jeg havde to små børn, og fokus var meget på at få hverdagen til at fungere. Denne gang har jeg mulighed for at sætte mere fokus på mig selv, min tid og min healing. Det ændrer ikke sygdommen, men det ændrer, hvordan jeg oplever forløbet og giver plads til både styrke og sårbarhed.
ida, 54 ÅR
Jeg fik et virkelig godt råd lige inden, jeg fik min diagnose. Jeg er typen, der undersøger og gerne vil vide noget om det, jeg står i lige nu med brystkræft. En veninde havde lyttet til bogen “Det bliver en god dag” af Janni Just Thomsen. Den lyttede jeg til, hvilket gjorde at jeg var godt rustet, da mit forløb gik igang. Hendes fortælling tog broden af det ukendte. Derudover hørte jeg også Brystkræftforeningens podcast om forløbet før, under og efter behandlingen. Derudover har det hjulpet mig at sætte ord på det, snakke om det og være åben om det. Jeg har desuden valgt at dele min behandling ind i etaper á la Tour de France.
Landevejsetapen: 12 x Nabpaclitaxcel
Bjergetapen (jeg mangler pt. den sidste bjergtinde, og de er ikke så slemme som frygtet): 4 x EC (rød kemo)
Rute med brosten: Operationen
Langs kysten: Strålebehandling
Mia, 39 ÅR
Du er ikke alene. Der er rigtig mange der vil hjælpe dig, og der findes en masse fine initiativer – både gennem Kræftens Bekæmpelse og via frivillige kræfter. Tag imod det, så du kan holde fokus på, at din krop tager godt imod behandling.
Du får råd alle steder fra. På sociale medier er det meget: "Drop det her, når du har fået kræft", hvilket er ment godt, men det kan virke uoverskueligt, og så bliver det ofte endnu en ting, som du skal gøre. Mit bedste råd er: "Du er nødt til at leve dit liv og leve det ud fra hvad der gør dig glad – også imens du har kræft."
Til de pårørende er mit bedste råd: "Handling siger mere end ord." Når man bliver syg med kræft, kan man ikke rumme noget. I stedet for at spørge om der er noget man kan hjælpe med, er det bedre at sige: "Jeg har bagt boller og lavet mad til fryseren, som jeg stiller udenfor din dør – så har du mad til de næste par dage."
Camilla, 34 ÅR
Det har været det hårdeste år til dato. Jeg har tre børn på 5, 8 og 12 år som jeg skulle være mor for på samme tid som jeg gik igennem mit livs krise – imens var min datter på 12 i massiv mistrivsel og skoleværing. At skulle være der for børnene har været så hårdt, men på samme tid min overlevelse i det. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde taget imod al behandlingen, hvis jeg ikke havde dem. De var den største motivation, når alt andet føltes umenneskeligt.
Der er senfølger. Min hukommelse er som en si, mit overskud er lig nul, jeg lider af træthed m.m. Folk tror man er på den anden side fordi man er “erklæret rask”, men man skal lære at være en ny udgave af sig selv. Det gamle jeg kommer ikke tilbage. Det prøver jeg stadig at lande i. Hvis jeg skulle give et godt råd: Tag imod al behandling og lad være at fravælge pga. risikoen for bivirkninger. Man kan altid stoppe behandlingen. Og så hæng i – det bliver bedre igen.
Lone, 46 ÅR
Mine tre børn har været min største styrke i dette forløb, fordi jeg har skulle være stærk for deres skyld. Vi tog alle tre til frisør sammen, da jeg vidste, at mit hår snart ville falde af. Det var vigtigt for mig, at jeg tog styringen i sygdommen og selv valgte, hvornår jeg skulle klippes. Mine tre børn klippede mit lange lyse hår af. Det var stærk oplevelse, vi havde sammen. I dag begynder der at pible en lille smule dun frem på min isse, men mit udseende er meget ændret efter mit sygdomsforløb – det er også en proces, som jeg bearbejder.
Jeg har altid været en person, som er god til at handle mig ud af udfordringer og vise omsorg for andre. Jeg får god energi af at hjælpe andre. Jeg skulle ændre nogle grundværdier i mit liv. Jeg skulle række ud og være den, der modtog hjælp – og samtidig kunne jeg ikke handle mig ud af min sygdom. Det har for mig været vigtigt at bearbejde dette gennem samtaler med både Kræftens Bekæmpelse og egen psykolog.
Trine, 59 ÅR
Engang, når jeg var klar til det, kunne jeg godt tænke mig at kaste lidt lys på tiden efter kræft. Dér hvor onkologerne raskmelder dig og du pludselig står lidt alene tilbage. For i alt den tid – fra du kommer i kræftpakkeforløb og bliver behandlet – er det lidt som at stige på Hogwarts Ekspressen. Du er passager på et tog i kæmpe fart – uden at kende endestationen og med en masse mennesker omkring dig, der fører og følger dig i det ukendte.
I mit sygdomsforløb har jeg opdaget hvor mange dejlige mennesker jeg har omkring mig – det er jeg så taknemmelig for. Det værste har været at se smerten og frygten i mine nærmestes øjne. Ville jeg gerne have været foruden dette? Ja, det ville jeg – men jeg er gået til dette med den fightervilje, som nok kendetegner mig. Mit gode råd til andre: Giv dig selv lov til at være "ude" og lidt egoistisk. Gør lige præcis de ting som giver dig styrke og overskuddet til at komme stærkere tilbage. Det er kun en periode.
Karina, 51 ÅR
Jeg er først ved at finde ud af hvem jeg er efter at have været igennem et hårdt forløb. Jeg ville ønske jeg havde vist bare lidt af hvad der venter bagefter, så man bare var lidt forberedt. Folk omkring én tænker, at nu er du rask og du skal være glad. Men det er man langt fra, og man skal først til at deale med det hele bagefter.
I forløbet sætter man sig ind i et tog og man kan ikke stige af. Når man er steget af toget, så går det op for én hvad man har været igennem. Og hvis man følte sig ensom igennem forløbet, så føler man sig endnu mere ensom bagefter.
Mit råd til andre er at snakke om det. Få nogen at snakke med, som lytter. Jeg har selv lige deltaget i et forskningsprojekt på Nyborg Sygehus, hvor man er sammen med ligestillede. Folk, som har, eller har haft kræft. Det at møde folk som ved hvad man har været igennem, det var en stor øjenåbner for mig. Nogen som forstår og som man kan være sårbar overfor uden hele tiden at skulle være stærk.
Helle, 35 ÅR
Jeg reagerer meget på bagkant og har dage, der er rigtig svære, og hvor jeg græder og ikke kan komme væk fra den smerte, det har været at miste en del af mig selv. Jeg har smerter i kroppen, som jeg ikke helt ved, om er senfølger eller bivirkninger fra hormonbehandling.
Jeg priser mig dagligt lykkelig over mit liv. Jeg er blevet bedre til at leve langsomt. Jeg troede egentlig, at jeg ville få travlt med alt det, jeg skulle nå at se og gøre, hvis jeg nu døde af det her. Men det er lige modsat. Jeg vil ikke have travlt. Jeg vil nyde. Nyde solen der skinner ind ad vinduet, børnene der griner i stuen og ømme muskler efter en gåtur. Det lyder måske lidt overdrevet, men det er virkelig sådan, jeg har det.
Noget andet, der har hjulpet mig, er min lille bogblog som jeg oprettede på Instagram. The_bog_ho var en adspredelse fra sygdommen. Jeg kunne søge tilflugt i bøgerne og forståelse, når noget ikke gav mening. Det var noget, som jeg stadig kunne, selvom jeg var rigtig syg af kemo.
Yvonne, 49 ÅR
For det første så snakkede jeg rigtig meget om, at når vi er færdige med hele forløbet, så havde jeg brug for noget at se frem imod fx en rejse eller lignende. Jeg belv opfordret til at bryde forløbet ned i mindre bidder og så fejre mange gange undervejs. Det har gjort, at jeg har klaret at stå i det som til tider har føltes som et uendeligt maraton. Små sejre og milepæle undervejs er blevet fejret med sushi, en tur i biografen eller brunch på café og har gjort det hele mere tåleligt.
En anden ting, som jeg syntes var svært, var alle de velmenende råd om at tænke positivt og hvor vigtigt det var at kæmpe. Det gav ihvertfald mig skyldfølelse på de dage, hvor jeg ikke klarede at tænke positivt og beholde det gode humør. Indtil jeg fik af vide, at det ikke var afhængig af mig og mit humør, og at jeg gjorde de rigtige ting for at blive rask. “Du skal bare møde op på hospitalet og tage imod behandlingen. Kemoen er så stærk, at det ikke betyder noget om du tænker positive tanker, er sur eller træt. Medicinen skal nok gøre arbejdet for dig”. Det var en stor hjælp for mig.
Karina, 51 ÅR
Jeg har brugt og bruger naturen meget som en slags buffer. Her er højt til loftet og altid rart at være. Særligt når alting bliver for meget og det hele er svært at være i.
Min oplevelse er, at det ikke "kun" er mig, som er blevet ramt af min sygdom – det er alt og alle omkring mig på en eller anden vis.
Noget af det bedste, som jeg har gjort for mig selv, var at trække min energi hjem til mig selv og kun have fokus på mig og mine børn.
At kunne tale åbent om min sygdom, uanset hvad det er der fylder, at give plads og øve sig i at gå med det, der kommer – også når det gør ondt. Det har hjulpet mig en stor del.
At finde "åndehuller". Gør det, der giver mig energi og glæde, for det er så utrolig vigtigt, når man kæmper sit livs kamp.
Min største udfordring har nok været ensomheden, følelsen af ensomhed uden reelt at være alene. Der er så mange ting, som kan være svære at sætte ord på og som ingen andre forstår medmindre du selv er ramt, eller har været ramt. Og selv her kan det være svært fordi vi ikke reagerer og opfatter ens.
Husk at fejre livet. Det er det hele værd – og husk at være taknemmelig.
Det er de små ting, som gør forskellen.
Karina, 40 ÅR
Nu er jeg færdigbehandlet, men det har overrasket mig, hvor voldsomt det har været at komme "på den anden side". Jeg har holdt mig meget aktiv gennem hele forløbet. Jeg gik i overlevelses-mode. Jeg skal vise "dem", så jeg gjorde alt selv: trænede, bagte surdejsboller, stod op og smurte madpakker, fik drengene afsted i skole, købte ind og klarede alting derhjemme.
Det har mærkeligt nok overrasket mig, hvor meget det har påvirket mine nære: familie, venner, kollegaer og bekendte. Jeg havde det sådan: "Jamen, det går jo meget godt og jeg tåler det jo meget fint." Det var faktisk først flere måneder efter, at jeg var færdig med kemo, at det gik op for mig, hvor voldsomt det faktisk havde været.
Da jeg fik diagnosen, var jeg enormt bange for at blive ensom. At folk ikke ville vide, hvad de skulle sige til mig, til min mand og ikke mindst mine børn, så jeg var meget åben omkring det. Og jeg sagde højt, at jeg ikke ville “gemme” mig. Jeg ville have lov til at “fylde”, være og gøre de ting som jeg plejede – i det omfang jeg kunne selvfølgelig. Det handlede også om et behov for at berolige – særligt mine drenge og mine alles nærmeste. Jeg klarer det her. Det skal nok gå.
På den ene side var jeg bange for at blive ensom og på den anden side, ville jeg også helst være i fred. Jeg var virkelig dårlig til at tage imod hjælp. Jeg kunne ikke rigtig forholde mig til smerten i øjnene på mine nærmeste.
Jeg har altid været god til at finde det positive og glæden i de små ting. Og det havde jeg brug for, så jeg kunne fokusere på alt det gode. Og det har helt sikkert været med til at bære mig igennem.
Malene, 53 ÅR
Da jeg havde set frygten i øjnene, fandt jeg en kampgejst i mig, som jeg ikke troede jeg besad.
Jeg tog til frisøren, og bad hende barbere mit hår af, "face dét, som jeg var oppe imod", og følte på den måde, at jeg tog styringen.
Til mit held var jeg omgivet af gode relationer, og jeg har aldrig oplevet så mange folk, der pludselig trådte til, og var der for mig gennem hele mit forløb. Jeg var mandsopdækket 24/7, og der var ikke alt det gode, de ville gøre for mig, selv om jeg lå og tænkte, at jeg bare havde brug for ro.
Under hele mit forløb trænede jeg 2 gange om ugen gennem Sundhedscenteret i Roskilde Kommune. Det var alfa omega og gjorde underværker for mig både fysisk og mentalt.
Mit bedste råd til andre kvinder med brystkræft er: Se at komme afsted. Få trænet med andre – om det er styrketræning, fitness, fodbold eller andre tilbud i den pågældende kommune. Det fællesskab og forum man får, kan ingen psykolog erstatte.
Stor var glæden og lettelsen, og jeg burde danse på bordene af bare lettelse. Mærkeligt nok opstår der et tomrum. Alle samtalerne, behandlingerne, træning, undersøgelserne samt opmærksomheden fra venner og pårørende stopper brat, og bliver erstattes med "ensomhed", uvished og tanker om fremtiden.
Men jeg ser optimistisk på fremtiden, og er usigeligt taknemmelig for alt den hjælp, som jeg har fået fra det danske sygehusvæsen, lægerne, sygeplejerskerne, Kræftrådgivningen, sundhedshuset i kommunen og min arbejdsplads, som har været med mig hele vejen. I dag er jeg tilbage på mine fulde 34 timer samt venner, familie og min kæreste.
Jeg elsker livet og jeg giver aldrig op!
Ellen, 52 ÅR
Jeg kunne skrive side op og side ned omkring de senfølger, jeg har fået efter mit kræftforløb, men det er jo et vilkår efter et kræftforløb. Jeg har lært en masse omkring mig selv og min krop. Jeg er blevet meget bedre til at sige nej tak, og finde ro i de ting der gør mig noget godt.
Jeg ville ønske, at der var nogen, der havde sagt til mig: "Du har brystkræft, og det kommer til at betyde noget for dig resten af dit liv". Jeg var klar over, at jeg skulle igennem en hård behandling med stråler og kemo, og det vigtigste var at gøre mig rask. Dengang tænkte jeg, at det skulle jeg nok klare – man er vel vestjyde – og, at jeg ville vende tilbage med fuld energi igen efter behandlingsforløbet. Jeg løj overfor mig selv, og overfor mine kære. Jeg kæmpede i mange år med at vende tilbage, og finde tilbage til den person, jeg var før mit kræftforløb, men ingen havde fortalt mig, at det her ville vare forevigt – og at jeg aldrig blev den samme igen.
Jeg ved ikke om verdenen ville have set anderledes ud, hvis jeg havde vidst, at jeg fik en del senfølger efterfølgende, men måske havde jeg slået bremsen i noget før og tidligere i forløbet accepteret, at det var sådan, det ville være, og ikke bruge flere år på, at kæmpe mig tilbage til den, som jeg engang var.
Nu er jeg mig, og det er jeg lykkelig for. Jeg elsker at være aktiv, og det gør en masse godt for min krop. Jeg elsker at være sammen med mine veninder, og de giver mig så meget kærlighed og håb. Jeg elsker min familie, og fyldes med taknemmelighed flere gange dagligt. Jeg er også mormor. Det er stort. Jeg har verdens bedste arbejdsplads og kolleger. Hvad mere kan man ønske sig?
Stine, 44 ÅR
Mit gode råd vil være at beskrive og sætte ord på undervejs i forløbet – det har været helende for mig. At deltage i Krop & Kræft, har været det bedste jeg har gjort under kemoen. Det er et stærkt fællesskab med fysisk træning hver dag i 6 uger. Vi var 10 personer i kemobehandling på holdet, og mødes forsat privat en gang om måneden den dag i dag.
I forhold til senfølger, der ville jeg gerne have vidst noget mere. Jeg synes, der er mange senfølger samt overgangen fra at slutte behandling til at blive sendt alene ud af døren, for hvad så nu? Jeg har gennem mit forløb brugt skrivning og poesi som en måde at bearbejde mit brystkræftforløb.
Jeg synes, at perioden efter endt behandling har været rigtig svær. Man står pludselig alene efter et langt behandlingsforløb, så pludselig står man med et stort ansvar alene. Det har jeg skulle bruge lang tid på at lande i. Omverdenen og omgivelser har også travlt med at nu er du rask, og nu er du færdigbehandlet – selvom man stadig inderst inde kan føle sig syg. Man er jo rask, så man kan jo ikke tillade sig at være utryg, beklage sig over smerter osv. Jeg føler ofte, at det nemmeste nu, er at sige, at alt er ok, for jeg vil ikke belemre og være til mere besvær. Men alt er ikke okay, når man har ømme muskler/led, som bivirkning af antiøstrogen, og jeg har svært ved at huske, har koncentrationsbesvær, er træt osv.
Under behandlingen er man bare i en form for overlevelses-mode: kæmp, flygt, frys. Bagefter er kroppen og psyken helt forpustet, og det er her hvor jeg er. Lige ved at finde mig selv, mærke mig selv igen, finde den nye version af mig, for jeg er forandret for altid. Selvom jeg gerne ville have været sygdommen foruden, så har jeg også fået nogle positive ting med mig, som bl.a. at turde sige til og fra, og turde stå ved mig selv. Jeg har virkelig lært på en hård måde hvad der er vigtigt for mig, og den læring har beriget mig og mit liv.
Jeg er så taknemlig for, at livet har givet mig en ny chance, så jeg skal være god til at vælge de ting til som betyder noget for mig. Jeg mærker og føler, at der er kommet en anden mig ud på den anden side, og hende er jeg glad for og hende skal jeg passe på.